Det ville klæde Danmarks Naturfredningsforening at sætte sig ind i indholdet af rapporten, inden de endnu en gang farer i blækhuset. Sagen er den, at rapporten er dybt utroværdig og fuld af graverende fejl. Og det burde DN have set. Desværre hopper de i med begge ben.

Placeringen på indekset er tildelt ud fra ét samlet tal, som er givet ud fra en lang række indikatorer. Det er i sig selv problematisk, for kan man virkelig sammenligne 163 landes miljøindsats med ét tal? Nej, det kan man ikke, hvis ansvarlig og seriøs miljøpolitik ligger en på sinde, og da slet ikke når der er fejl i de data, der ligger til grund for rapporten.

Måske EMBL kan forklare de mærkværdige tal, der findes i rapporten. Eksempelvis fremgår det, at den danske indsats mod luftforening kun er halvt så god som i 2008. Fakta er, at luftkvaliteten er blevet bedre fra 2008 til 2010. Rapporten viser også, at Danmarks score på biodiversitetsområdet på magisk vis er firedoblet på to år. Det lyder jo meget glædeligt, men data på miljøområdet hopper og danser ikke sådan på så kort tid, og jeg har derfor meget svært ved at tage opgørelsen alvorligt.

Der er simpelthen for meget hokuspokus over rapporten fra Yale og Columbia.
Derfor vil Miljøministeriet nu også rette henvendelse til forskerne bag rapporten for at gøre opmærksom på disse forhold.

Jeg siger ikke, at der ikke er noget at tage fat på for en dansk miljøminister . Vores egne undersøgelser viser også, at der er ting, vi gør godt, og ting, vi kan gøre bedre.

I vores seneste miljøtilstandsrapport kan vi eksempelvis se, at vi har udfordringer, når det gælder landbrugets udledning af kvælstof.
Det er blandt andet på baggrund af dette, at vi sidst i 2009 præsenterede Grøn Vækst-aftalen, som er danmarkshistoriens største miljøsatsning. Her vil der blandt andet være fokus på at sikre en voldsom reduktion i kvælstofudledningen.

Danmark har altid været førende inden for miljøarbejdet, og med denne aftale vil vi også være det i fremtiden.